DRCMU Onroad 2010 1. afd.
Reportage skrevet af Ole Morten Nielsen
Første afdeling af DRCMU onroad 2010 mesterskab blev afholdt på Vejle Minirace´ bane søndag d. 23. maj
15 kørere stillede til start i 4 klasser, hvilket var lige i underkanten i forhold til forventningerne. En halv snes kørere var taget til Holland for at køre ETS, og det var en medvirkende årsag til det lave deltagerantal. Men de som havde valgt at stille op i Vejle, havde en hyggelig dag, med en god og afslappet atmostfære.
Vejret viste sig fra sin pæne side, omend tunge skyer truede fra morgenstunden. Men som dagen skred frem, begyndte solen at titte frem, og til finalerne skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.
Fri klasse
Vejle klubben havde valgt at lave en fri klasse med valgfri bil, dæk og motor, i et forsøg på at lokke kørere, som normalt ligger og racer hjemme på villavejene, ud og deltage i race. Desværre valgte kun to kørere fra den lokale klub at stille op i klassen. Det var Frederik Hovgaard og Lasse Skovbjerg. Frederik er en "gammel" kending i klubben, men da han til daglig kører gokart, er det primært i forbindelse med løb, at han stiller op med sin fjernstyrede bil. Lasse Skovbjerg er lige startet med at køre fjernstyret bil her i vinter, så han har kun nået at træne på asfalt et par gange. Men han forbedrer sig fra gang til gang, så de to unge knægte kunne give hinanden en god dyst, med flere tætte nærkampe undervejs.
Kvalifikationen blev vundet af Frederik, som vandt to ud af tre heat. Men jævnbyrdigheden blev understreget i tredie kvalifikation, som Frederik vandt i tiden 17 omg. 8.11.76, med Lasse lige i hælene i tiden 17 omg. 8.15.39.
I finalerne fortsatte de to kørere den gode duel, og da de begge vandt en finale, skulle det endelige slag slås i tredie finale. Her viste Frederik sig som den bedste af de to, i det han kunne køre 19 omgange i tiden 8.15.12. Lasse var ikke langt efter idet han ligeledes kunne køre 19 omgange i tiden 8.25.40. Samlet vinder blev derfor Frederik foran Lasse.
Pos. Navn Kval. heat Pos. 1, 2, 3 Sum
1 Frederik Hovgaard 17 - 8.11.76 (1) 10, 9, 10 20
2 Lasse Grant Skovbjerg 17 - 8.15.39 (2) 9, 10, 9 19
Frederik og Lasse
World GT
GT klassen har haft svært ved at slå igennem i Danmark, men der er flere fra Vejle klubben, som kører med bilen. Tre kørere var til start.
GT bilen er baghjulstrukken, og forudsætningen for en god kvalifikation er derfor en forsigtig gasfinger, og en rolig hånd på rattet. Bedst i denne disciplin var Tjørk B. Andersen, som vandt to kvalifikationsheat, og som også kørte bedste tid med 22 omgange i tiden 8.21.17. Ronny Andersen vandt første kval. heat, men problemer med dækkene i de efterfølgende heat, gjorde at han måtte tage til takke med 2. startplacering til finalerne. René Hovgaard leverede stabile tider, men det rakte kun til en startplacering som nummer 3.
Et særsyn; Tjørk B. Andersen i pole position
I første finale lavede både Tjørk og Ronny fejl på første omgang. Det udnyttede René til at bringe sig i front. Tjørk var dog lige i hælene på René, og begge lå længe og kørte stabile omgangstider. Men for mange fejl af Tjørk medførte, at René trak det længste strå og vandt i tiden 21 omgange 8.03.11, med Tjørk knap 10 sek. efter. Ronny bøvlede fortsat med dækkene, og han blev derfor distanceret med en omgang.
I anden finale var Tjørk tilbage med den gode kørsel, som han havde vist i kvalifikationen. Han kunne derfor vinde let i tiden 22 omg. 8.13.62 over en omgang foran René og Ronny, som lå og kæmpede om 2. pladsen. Men da Ronny lavede en stor fejl på sidste omgang, kunne René trække fra og tage 2. pladsen i heatet.
Intet var derfor afgjort inden sidste finale, idet både René og Tjørk havde en 1. og en 2. plads fra de to første finaler. I finalen var Tjørk dog ganske suveræn, og han vandt klart i tiden 23 omg. 8.19.18. René blev nummer 2, mens Ronny valgte at trække sig fra heatet efter 11 omgange.
Samlet vinder blev Tjørk, foran René og Ronny.
Pos. Navn Kval. heat Pos. 1, 2, 3 Sum
1 Tjørk Bødker Andersen 22 - 8.21.17 (1) 9, 10, 10 20
2 René Hovgaard 20 - 8.03.92 (3) 10, 9, 9 19
3 Ronny Andersen 20 - 8.05,51 (2) 8, 8, 8 16
René – Tjørk – Ronny
Super Stock
Blot 5 kørere stillede til start i Super Stock klassen, men stor jævnbyrdighed mellem de tilmeldte kørere gav garanti for et tæt race.
Ole Morten Nielsen gjorde rent bord i kvalifikationen og vandt alle tre kvalifikationsheat. Ronny Andersen gav ham undervejs kamp til stregen, men flere dumme fejl i de enkelte heat betød, at han istedet blev presset hårdt af rutinerede Ole Villumsen, som var godt kørende i kvalifikationen. I 2. kvalifikation var forskellen på de to således nede på 0,1 sek. i sluttiden til Ronny´s fordel. Det blev afgørende for at Ronny kunne starte finalerne i 2. position foran Ole V. Frederik Larsen var stabilt kørende, men han manglede topfart i bilen, og han kunne derfor ikke gøre sig gældende. Han måtte derfor tage til takke med en startplacering i finalerne som nummer 4. Sidste mand var Tobias Hansen fra Tinglev.
Ole V. havde sædvanen tro godt gang i grill´en
Der var lagt op til spændende finaler, hvor intet var givet på forhånd.
I første finale kom Ole Morten godt fra start med Ronny og Ole V. lige efter. Ronny og Ole V. fortsatte den tætte kamp, og det gav Ole Morten fri bane til stille og roligt at trække fra og vinde heatet i tiden 16 omg. 5.20.77. Ole V. fik i løbet af heatet kæmpet sig op foran Ronny, men efter godt 4 minutters kørsel gav motoren op, og han måtte derfor trække sig fra heatet med en overophedet motor. En understregning af at grejet bliver presset til det yderste med de nye fartregulatorer med boost funktion. Ronny kunne derfor afslutte heatet på 2. pladsen foran Frederik. Tobias udgik af heatet efter 1 omgang.
2. finale kom til at ligne 1. finale. Ole Morten kom godt af sted, og Ronny og Ole V. kæmpede hårdt om 2. pladsen. En dumsmart bemærkning på køretårnet [ :o) ] udløste dog et mindre latterudbrud blandt kørerne, og det var mere end Ole Morten og Ole V. kunne klare, så de måtte begge en tur i græsset. Det var Ronny ikke sen til at udnytte, og han kunne cruise i mål foran Ole Morten og Ole V. i tiden 15 omg. 5.06.24. Tobias blev nummer 4 en omgang efter, mens Frederik udgik allerede i starten med en defekt motor.
Spændingen var derfor maksimal til 3. finale. Ronny og Ole Morten havde begge en 1. og en 2. plads, og Ole V. og Frederik havde hver en 3. plads, så de endelige podieplaceringer skulle findes i den sidste afgørende finale.
Ole V. fik en kanonstart. Han havde bedst varme i dækkene, og han kunne let dykke indenom Ole Morten og Ronny på første omgang. En snurretur sendte ham dog tilbage på 3. pladsen, mens Ronny og Ole Morten kæmpede om, hvem som først kunne få ordentlig greb i dækkene. Efter to omgange kunne Ole Morten bringe sig tilbage i spidsen, men Ronny var hele tiden indenfor et sekund efter, så selv den mindste fejl kunne ændre stillingen. Ole Morten kunne dog holde hjem i tiden 15 omg. 5.02.01, blot 1,3 sek. foran Ronny. Dysten om 3. pladsen mellem Ole V. og Frederik faldt ud til Frederiks fordel. Han havde lånt en gammel 17,5T LRP-motor, og den blev ”voldgearet”, så den skulle have hjælp af påsætterne til at sætte i gang, men til gengæld kunne han sætte dagens hurtigste omgang på 19,60 sek.
Samlet vinder blev Ole Morten, foran Ronny og Frederik.
Pos. Navn Kval. heat Pos. 1, 2, 3 Sum
1 Ole Morten Nielsen 15 - 5.07.49 (1) 10, 9, 10 20
2 Ronny Andersen 15 - 5.12.65 (2) 9, 10, 9 19
3 Frederik Larsen 14 - 5.00.90 (4) 8, 0 ,8 16
4 Ole Villumsen 15 - 5.18.13 (3) 7, 8, 7 15
5 Tobias Hansen 13 - 5.08.27 (5) 6, 7, 6 13
Ronny – Ole Morten – Frederik
Modified
I modified stillede 5 kørere til start.
Også her var der stor jævnbyrdighed mellem de bedste. Specielt 1. kvalifikation var tæt, hvor de to unge løver fra Aarhus, Kristoffer Rathcke og Mads Emil Bisgaard, fik kamp til stregen af rutinerede Troels Troelsen. Mads Emil kunne dog tage 1. stik blot et ½ sek. foran Kristoffer, mens Troels var yderligere et par sekunder efter. Tjørk B. Andersen stillede op med sin gamle Xray T2 008, og var godt kørende i starten af dagen. Sidste mand var Torben Nielsen, som var ude og køre asfalt for første gang, så han skulle først lige finde sig til rette, men forbedrede sig markant som dagen skred frem.
Kristoffer satte tingene på plads i 2. og 3. kvalifikation, som han vandt med en relativ stor margin til Mads Emil, og han kunne derfor indtage 1. startplacering til finalerne foran Mads Emil. Torben tog 3. pladsen, godt hjulpet af tekniske defekter i 2. og 3. kval. for både Troels og Tjørk, som
forårsagede at de kun fuldførte 1. kval. heat.
Afslappet stemning på kørertårnet
Det var tid til finalerne, som skulle vise sig at indeholde godt race med skiftende føringer og tætte dueller blandt de tre hurtigste.
I første finale fik Mads Emil en god start, og han kunne bringe sig til spidsen med Kristoffer og Troels halsende efter. En lille infight mellem Kristoffer og Mads Emil på 4. omgang åbnede dog op for, at Troels kunne komme forbi og bringe sig i spidsen. På de efterfølgende omgange lavede Mads Emil et par dumme fejl, og så var han tabt af topstriden. Heatet skulle derfor afgøres mellem Kristoffer og Troels, og selvom Troels kæmpede det bedste han har lært, og længe lå og førte, lykkedes det for Kristoffer at klemme sig forbi på 9 omgang, og han kunne således hjemtage sejren i tiden 16 omg. 5.05.76 godt 4 sek. foran Troels. Mads Emil tog tredje pladsen godt en omgang foran Torben, som stod for dagens flotteste stunt. Ud på langsiden fik bilen lige fat i græsrabatten, hvorefter bilen lavede en triple saltomortale med hel skrue. Et klart 10-tal for det kunstneriske indtryk. Landingen var dog ikke helt perfekt, så det rakte kun til et 8-tal for den tekniske udførelse :o). Tjørk udgik af heatet med teknisk defekt.
I 2. finale var Mads Emil opsat på at revanchere sig. Kristoffer tog starten, og kunne bringe sig i spidsen. Mads Emil var dog lige i hælene på ham, og var klar til at udnytte den mindste fejl fra Kristoffer. De to havde en rigtig herredyst igennem hele heatet, men selvom Mads Emil flere gange var helt oppe i nakken på Kristoffer, fandt han aldrig hullet til at komme forbi, og Kristoffer kunne derfor vinde heatet i tiden 16 omg. 5.06.79, blot 2 tiendele foran Mads Emil. Flot og fair kørsel. Troels havde igennem det meste af heatet ligget og luret bag de to førende, og han kunne tage 3. pladsen knap 3 sek. efter Mads Emil. Torben tog 4 pladsen. Tjørk valgte at stille op med en løst spændt pinion-skrue, og det skulle hurtigt vise sig, at være en rigtig dårlig strategi!!!
Med to heatsejre til Kristoffer var sejren i hus, men kampen om 2./3. pladsen var stadig helt åben mellem Mads Emil og Troels. Og det blev atter en seværdig finale, hvor Kristoffer og Mads Emil havde endnu en flot dyst. Billedet var det samme som i 2. finale, Kristoffer forrest og Mads Emil lige efter. På 14 omgang lavede Kristoffer dog en fejl i svinget lige inden langsiden, og Mads Emil kunne derfor tage ”den lange vej udenom”, og power sig forbi Kristoffer. Mads Emil holdt føringen hjem i tiden 17 omg. 5.17.20, og dagens hurtigste omgangstid på 18,61 sek. Kristoffer tog 2. pladsen, foran Torben, som undervejs havde passeret Troels, som kæmpede med sin bil. Tjørk valgte endnu engang en lidt alternativ strategi. Hans forsøgte således at forcere en træbande i rabatten på langsiden. Den kamp vandt træbanden, så Tjørk afsluttede løbet med sin bil flyvende i en´ retning, og et sæt lipo celler flyvende i den modsatte retning.
Samlet vinder blev Kristoffer, foran Mads Emil og Troels.
Pos. Navn Kval. heat Pos. 1, 2, 3 Sum
1 Kristoffer Rathcke 16 - 5.04.28 (1) 10, 10, 9 20
2 Mads Emil Bisgaard 16 - 5.14.42 (2) 8, 9, 10 19
3 Troels Troelsen 15 - 5.01.92 (4) 9, 8, 7 17
4 Torben Nielsen 16 - 5.14.27 (3) 7, 7, 8 15
5 Tjørk Bødker Andersen 14 - 5.00.21 (5) 6, 6, 6 12
Men alt i alt et godt tæt race mellem de tre forreste. Det lover godt for resten af sæsonen. Rasmus Callesen og Nicolai Sørensen var forhindret i at stille op til 1. afd. Og Johnny Andersen, Morten Iversen og Steen Graversen var til ETS. Hvis de stiller op til de efterfølgende afdelinger, er der lagt op til herre-ræs.
Mads Emil – Kristoffer – Troels
Der var præmier til podiepladserne i alle fire klasser sponsoreret af HS Racing i Vejle.
Tak til alle som valgte at lægge vejen forbi Vejle, og medvirkede til at skabe et godt race.
Næste afdeling er er Bramming søndag den 6. juni, og herfra skal der lyde en stor opfordring til at få meldt sig til.